17. - 22. december

17. december


Stod op til regnvejr, øv. Kunne for første gang i lang tid tage et bad hvor jeg både kunne regulere vandtemperaturen og stå under bruseren, det var der ikke noget af på sydøen der var de fleste bade bygget til hobbiter. Gik til Te Papa og lånte deres internet i håb om at vejret ville blive bedre i løbet af dagen, men det skete ikke, så jeg opgav at tage til Mt. Victoria og gik i stedet rundt i byen.

Mt. Victoria set fra Te Papa parkeringsplads

Jeg fandt Old St Paul’s som jeg ikke så sidst

Old St Paul's

og Archives New Zealand, hvor New Zealands heritage dokumenter bliver opbevaret og udstillet. Tilbage på mit hostel fik jeg snakket med en tysk pige fra mit værelse, Gaby, og vi endte med at lave aftensmad sammen.

18. december

Tog bussen kl. 8.25 fra Wellington i regnvejr til New Plymouth, hvor jeg ankom omkring kl. 15 til solskin og varme. Fik tjekket ind, Shoestring backpackers, og snakket med receptionisten om hvad der var værd at se og endte med at låne en af deres gratis cykler, der var i overraskende god stand, og kørte langs New Plymouth coastal walkway.

Det er lidt mærkeligt her, man kan få en bøde på 150$ for ikke at køre med hjelm, så jeg har set folk cykler med alt mulig forskellig hovedbeklædning, men der er ingen krav til reflekser, ringeklokke eller lignende, så det det havde min cykel intet af.

Men cyklen var næsten høj nok og den havde bremser og gear der virkede, så jeg drønede af sted langs stranden og fandt ud af hvor meget jeg har savnet at cykle. Jeg havde det så sjovt med at cykle at jeg ikke fik taget særlig mange billeder undervej, fordi det betød at jeg skulle stoppe og tage mit kamera op af tasken.

Da jeg kom tilbage til mit hostel, efter en halvanden til to timer, kunne jeg godt mærke at det var længe siden jeg havde cyklet, men det var stadig den bedste eftermiddagstur jeg længe har haft. Om aftenen begyndte det igen at regne, så der blev ikke noget New Plymouth by night.



19. december

Det regnede fortsat da jeg stod op, så mine planer om at gik til søndags marked, zoo og stranden blev udskudt. Ved elleve tiden besluttede jeg mig for at der alligevel skulle ske noget, så iført shorts, klipklappere, jakke og paraply lånt fra receptionen begav jeg mig ud i regnen. Shorts og klipklappere var en god ide, da det ikke var koldt og jeg senere ikke havde så meget der skulle til tørre. Jeg gik først ned mod stranden, men det var alt for blæsende, så jeg fandt søndags markedet, men der var nu ikke meget at kigge på. Så jeg endte med at gå i byens shopping center for at få lidt læ for regnen.

Gik tilbage til mit hostel for at få tørret fødder og spise frokost. Ud på eftermiddagen stoppede det endelig med at regne, hvilket betød at byens udendørs juleshow ville blive gennemført. Så sammen med fem fra mit hostel gik jeg til Pukekura park, hvor der var festival of the light og Christmas at the Bowl.

Ved indgangen fik man udleveret et lys og et lille sanghæfte, da det begyndte at blive mørke blev stearinlysene stille og roligt tændt rundt omkring, hvilket var flot og hyggeligt.

Desværre begyndte det at dryppe et par gange, men heldigvis blev det ikke til noget særlig regnvejr. Efter julemanden havde været på scenen var der fyrværkeri.

På vej tilbage gennem Pukekura Park kunne vi nyde Festival of the Light, der nu rigtig kunne ses i mørket.

20. december

Det regnede, så jeg sad inde og læste og ventede på min bus til Waitomo. Jeg var så heldig at få et lift til busstoppet, da der var en anden pige der skulle med bussen den modsatte vej af mig, som havde venner med bil. Ankom til Waitomo kl. 18, efter aftensmad tog jeg mig godt tid til at få pakket min taske ordentlig, så jeg kunne få alle mine souvenirs med mig til Melbourne.



21. december

Skulle på Black Water Rafting tur kl. 10. Da det endelig var holdt op med at regne gik jeg lidt tidligt, hvilket gav mig tid til at kigge på Waitomo Cave museum inden jeg skulle iføres våddragt, hvilket var et hyggeligt lille museum, som var overstået på ti minutter. Efter at være klemt ned i en våddragt med tilhørende sko og jakke, samt et par utætte gummistøvler blev vi kørt til Foodwhistle, den hule CaveWorld havde adgang til, her blev alle udstyret med et oppustet bildækslange.

Efter en kort gå tur begav vi os ned i hulen. Her så vi glow worms, underlige små insekter. Inden vi skulle i vandet. Da jeg gik forrest blev jeg sat til at lede gruppen gennem vandet i mørke så guiderne kunne gå i forvejen og skræmme os. Det lykkedes mig at få os frem til det første vandfald på turen og som belønning fik jeg lov at hoppe ud over vandfaldet først, hvilket var ret sjovt. Man skulle hoppe baglæns mens man holdt gummiringen til røven. Derefter dannede vi en kæde med alle deltagerne siddende i deres gummiringe, og holden fast i gummistøvlerne på personen bagved. Her var jeg stadig forrest og blev derfor trukket i gummistøvlerne af guiden og var derfor så heldig at få en masse historie om hulen. Efter at være padlet gennem nogle gange og tunneler kom vi til en rytjebane/vandfald, hvor jeg igen var første mand nede. Her fra gik det opad mod udgangen og bilerne. Tilbage i byen fik vi et kort bad og suppe. Derefter gik jeg tilbage til mit hostel

og fik pakket de sidste ting inden min bus kl. 18 til Auckland Airport, hvor jeg skulle tilbringe natten. Det er ret kedeligt at tilbringe natten i en lufthavn og man får ikke meget søvn, da der hele tiden er meddelelser over højtaler systemet.



22. december

Spiste mine sidst yoghurter og en bolle ved halv fire tiden og kunne tjekke ind kl. 4. Gik lidt rundt i toldfri-området og brugte mine sidste mønter inden jeg satte mig ned ved gaten og ventede på boarding. Kom af stad til tiden. Men da flyselskabet var ved at upgradere deres skærme var der ingen film, så jeg forsøgte at sove det meste af turen. Ankom til Melbourne lidt forsinket pga. modvind og turbulens, men jeg kom heldigvis gennem tolden uden problemer, på trods af jeg skulle gennem karantæne området fordi jeg var ærligt på mit ind-i-landet-papir, uden at mindste nogen souvenir eller mine sko. Ankom til the Nunnery og fik tjekket ind, receptionisten kunne huske mit navn, så jeg følte mig lidt hjemme. Efter tøj vask og et bad, som jeg vidst trængte til efter et par dage uden et ordentlig bad, var jeg ved at være frisk. Desværre er Brother Francis blevet aflivet mens jeg var væk, så der er ikke længere nogen kat.