onsdag den 12. januar 2011

4. - 12. januar

4. januar


Gik til posthuset for at købe en kasse til alt det jeg gerne ville gemme, men ikke ville slæbe rundt på. Efter at have fyldt kassen og noteret alt hvad der var i skulle den så slæbes til posthuset og sendes til Danmark. Der var i alt 6,3 kg gods, så det blev sendt med båd mod Danmark og kan senest forventes fremme om tre måneder. Gik en tur på biblioteket for at låne noget internet om eftermiddagen. Om aftenen var der tirsdags is og Scrabble i gården, jeg var nu kun tilskuer, da alle de andre spillere var engelsk talende. Brugte noget tid på at pakke alle mine ting sammen, da jeg har fået lov til at sove på Johns sofa i South Yarra for en nat. Det lykkedes min på magiskvis at få pakket alle mine ting ned i mine to rygsække.



5. januar

Tjekke ud fra the Nunnery og begav mig mod South Yarra først med sporvogn til Parliament st. og herfra tog til South Yarra st. og så lige to stop med endnu en sporvogn, fordi jeg var lidt doven og havde billet. Fik stillet alle mine ting og snakket lidt med John før han tog på arbejde og efterlod mig med nøgle til lejligheden. Var blevet inviteret til the hos Joanna omkring middag, men skulle lige først i panik endevende min taske i jagten på min pung, som jeg en kort overgang troede jeg havde efterladt i sporvognen, men som heldigvis bare havde forputtet sig langt nede i min rygsæk. Tilbragte eftermiddagen med the, ostesandwich, cricket og tøsesnak sammen med Jo i hende og Bens lejlighed. Snakkede med Marg, så lørdag morgen skal jeg til Waranga Shores og besøge kusine Christinas au pair familie. Gik ved halv fem tiden sammen med Jo til dansk/fransk antik møbelforretning for at samle John op og derefter sætte kursen mod Queen Victoria Market, der har aften onsdags åbent med en masse mad- og designerboder og ikke alle de normale souvenir ting.


Vi tog en rundtur i mad afdelingen inden vi mødtes med Marko, Hannah, Daniel og Loraine. Efter at have gået rundt og konstateret at det at anskaffe et bord til fem ikke lige var muligt gik vi på stolejagt for i det mindste at kunne side ned og spise, der lykkedes os at få tre stole og halvdelen af et bord. Så vi skiftedes til at gå op og købe mad, Jo og jeg var andet hold. Vi valgte at gå efter de små retter og derved prøve flere forskellige ting, det blev til cheese empanada (ost i butterdej), sweetcorn hotcakes (majsklatkage) og hollandsk pandekager (mini æbleskiver) med syltetøj og flødeskum, hvilket vi begge var ret tilfredse med.

Jo med vores hollandske pandekager

Det eneste det lykkedes os at bringe tilbage til bordet var de hollandske pandekager, da vi spiste empanadaen i køen til sweetcorn hotcakes og vores sweetcorn hotcakes i køen til de hollandske pandekager. Jeg havde medbragt salte fisk som jeg havde fået tilsendt hjemmefra, de fik en noget blandet modtagelse blandt englænderne og kiwierne, der synes de var for salte, jeg prøvede at forklare at det var sådan rigtig lakrids skulle smage, men var lidt i undertal. Da det begyndt at blev køligt begav vi os tilbage mod South Yarra, hvor stod en opredt sofa og ventede på mig. Desværre holdt naboen højlydt fødselsdagsfest med åben altandør.



6. januar

Fik da sovet lidt, stod op da John roommate skulle bruge køkkenet. Læste et stykke tid inden John vågnede, jeg ville ikke vægge ham, alle mine ting var på hans værelse, men jeg havde jo heller ikke travlt. Begav mig tilbage mod Fitzroy og the Nunnery da John skulle på arbejde. Da jeg havde fået parkeret min bagage og fundet en seng tog jeg ind til Flinter Street station og købte min tog billet til Murchinson East, som er det tætteste jeg kan komme med tog på Christinas australske familie (Marg og Jack). Gik en tur på ACMI og så Dreams Come True –The Art of Disney’s Classic Fairy Tales udstillingen, som handler om de eventyr Disney har lavet til film, Snehvide, Askepot, Tornerose, den lille havfrue, skønheden og udyret, samt to nye the princess and the frog og tangled. Spændende at læse om den indledende del af processen, alle de forskellige udseender mange af figurerne var igennem og så se det færdige resultat. Var der i tre-tre en halv time, læste næsten alle skiltene, samt så filmeklippene, og var på det tidspunkt også ved at fryse, der er ret koldt nede i underetagen på ACMI. Mødtes med Jo på Flinter Street station og tog til Richmond for at lufte hund for Annie (hende der lage hus til julemiddagen). Tilbragte aftenen i gården hvor jeg lærte et nyt kortspil og fik desværre en masse myggestik ved den lejlighed.



7. januar

Fik hurtigt tjekket mail og udskrevet mine nye flyinformationer, har udskudt min hjemkomst tre måneder, på museet der har gratis udskrift op til ti sider i sort/hvid. Pakkede badetøj og tog mod Windsor, hvor jeg drak kaffe/kakao med John i den møbelbutik hvor han arbejder. Det er en hyggelig lille butik, men det er godt noget dyrt dansk design, de sælger bl.a. syveren og mor og fars sorte læder sofa (som jeg har siddet i og følt mig lidt som hjemme i stuen). Ved to tiden mødtes jeg med Jo og vi gik i Prahram udendørs pool, hvor der var ti baner og et baby bassin. Vi fandt os en god plads i solen på græsset og slikkede lidt sol inden vi hver især svømmede et par baner. Desværre var der en del bier i vandet, så man skulle passe lidt på når man plaskede af sted. John kom forbi efter arbejde og sluttede sig til os ved poolkanten. Ved sekstiden tog jeg tilbage mod Fitzroy og the Nunnery, hvor der skulle være fredags BBQ, desværre blev jeg lidt forsinket så der var ikke meget tilbage da jeg nåede frem. Men det blev en hyggelig aften i gården, denne gang uden yderligere myggestik, nok fordi der var en del rygere. Jeg fik sagt farvel til folk, føles lidt mærkeligt ikke at have en booking ude i fremtiden til at komme tilbage, men alle er alligevel også ved enten at skulle hjem eller flytte ud.



8. januar

Skulle lidt tidligt op, jeg var i hvert fald den eneste på værelset der var oppe, så jeg kunne nå mit tog mod Murchinson East kl. 9.13. Fik spist morgenmad alene og pakket det sidst sammen, sagt farvel til Elly i receptionen og så med sporvogn til Southern Cross og tog til Murchison East, hvor jeg blev hentet af Marg på stationen. De bor en halv times kørsel fra stationen på en gård, de har ikke længere køer, men hvede, som venter på at blive høstet. Marg viste mig rundt i huset og til det værelse jeg skulle sove i, et hyggeligt lille værelse med dobbeltseng. Jeg hilste på Jack der holdt frokostpause da vi kom. Jeg prøvede at side udenfor og læse lidt med der var for mange fluer. Jeg hjalp Marg med at plukke abrikoser og hun vidst mig hvilke af edderkopper i laden der er giftige. Abrikoserne smager godt når de lige er blevet plukket, så jeg fik spist et par stykker. Tilbragte aftenen med at læse lidt og snakke med Marg og Jack.



9. januar

Sov rigtig godt, det er første gang i fem måneder jeg har eget værelse og stor seng for mig selv men blev vækket af torden og styrt regn. Marg tog mig på tur til Echuca, inden vi parkerede bilen tog vi lige et smut over Murray River til Moama, så nu har jeg været i New South Wales. Det regnede stadig da vi fandt en parkeringsplads i Echuca, så vi gik rundt på den side af vejen der havde halvtag og fandt en café, hvor vi spiste frokost. Efter frokost havde det klaret lidt op og vi gik ned til the old port area ved Marray River og kiggede på snedkere og smede inden vi kom til dampbådene, der stod vi lidt og kiggede på at dagens sidst turist tur startede inden vi gik tilbage gennem byen.


På vej tilbage købte vi vanila slices, da jeg ikke havde smagt sådan noget, det er lidt lige som hindbær snitter bare med vanilie cream i stedet for hindbær syltetøj. Smagte meget godt, men jeg synes der var lidt for meget cream, man fik det ud over det hele når man tog en bid. Det begyndte at regne igen da vi kørte tilbage.



10. januar

Stod op og trak i træningstøjet, hvilket i mit tilfælde var surfershorts og løbe t-shirt og tog med Marg til steptræning. Det var rigtig sjovt, selvom jeg var noget yngre end gennemsnitalderen for det normale hold. Efter kaffe til damerne og en milkshake til mig, hvor vi fik dampet af kørte jeg med Marg rundt for at aflevere og hente lastbildele og handle ind, undervejs var vi et smut forbi CVGT for at skrive mig op til frugtplukning, desværre fik vi her af vide at jeg nok skulle forvente at der ville gå en til to uger før jeg hørte noget. På vej til Tarupa for at hente endnu en bil del kørte vi ind på en gård med frugt som Marg kendte og snakke med en dame der stod for at hverve folk, her var der heller ikke lige noget med det samme og hun fortalte, at med det regn de lover vare det lidt længere før frugten er klar til plukning. Ud på eftermiddagen begyndte det at regne igen.



11. januar

Stod op og pakke en overnatningstaske, da vi skulle besøge Vernita (deres datter), Hayden og Isla (på kun to uger), det var en times kørsel fra Marg og Jack. Så en lille flok kænguruer på en mark. De var rigtig flinke og Isla var rigtig kær. Så The other guys, mens Marg, Venita og Isla var til lægetjek, desværre tog det lidt længere end beregnet da de skulle et smut forbi hospitalet, men alle kom tilbage efter et stykke tid. Overnatningstasken blev der ikke brug for i denne omgang, så vi kørte tilbage ved syvtiden. På tilbage vejen så vi flere kænguruer, der var ligefrem en der krydsede vejen, hvilket godt kan være lidt farligt, men den var heldigvis et stykke væk. Efter aftensmad kalde Marg på mig at jeg skulle komme udenfor, hvor der sad en stor red back (giftig edderkop), som var ved at bygge bolig i Jacks sko. Så man skal altid ryste sin sko inden man stikker foden ned i den.



12. januar

Skulle med Marg til pump (vægttræning), jeg er nu ved at være lidt øm da jeg ikke har trænet siden jeg tog hjemmefra, men det er rigtig sjovt. Fik mig igen en milkshake efter træningen, mens de andre snakkede. Vi handlede ind på tilbage vejen og jeg købte ind til at lave min sidste portion pebernødder. Pebernødderne blev godt modtaget.

1 kommentar:

  1. Beklager ingen billeder i denne omgang, satelit forbindelsen er for langsom... Maerkeligt med satelit internet

    SvarSlet